Arabisk musik: cd'er og vinyl med Oum Kalthoum, Fairuz, Khaled og Rachid Taha samt arabisk-andalusisk musik. De store stemmer fra Egypten og Libanon.
Den arabiske musik omfatter sange og musik fra Maghreb, Egypten, Libanon og Mellemøsten. Den bygger på maqamer, modi der fastlægger et stykkes toner og stemning. Nogle maqamer bruger toner, der ligger mellem de vestlige klavertoner, tættere end en halvtone. De grundlæggende instrumenter er oud, en lut uden bånd, qanun, en citer der placeres på knæene, ney, en fløjte af rør, og darbukaen.
Egypten har givet os de største stemmer. Oum Kalthoum, kaldet »Orientens stjerne«, fyldte salene helt frem til sin død i 1975. Hun sang store kærlighedsdigte, hvoraf mange var skrevet af digteren Ahmed Rami. Hendes begravelse i Kairo samlede millioner af mennesker. Hendes sang »Enta Omri«, komponeret af Mohammed Abdel Wahab, stammer fra 1964.
I Libanon begyndte Fairuz at synge i 1950’erne, ofte til musik af brødrene Rahbani. Mange libanesere lytter stadig til hendes sange om morgenen. Hendes søn Ziad Rahbani har komponeret jazzagtige sange til hende. I Algeriet har Khaleds rai og Rachid Tahas rock blandet traditionen med elektriske guitarer. Khaled, kaldet »raiens konge«, fik succes i Frankrig med »Didi« i 1992 og »Aïcha« i 1996.
Den arabisk-andalusiske musik opstod i det muslimske Spanien i middelalderen. Efter al-Andalus’ fald blev den bevaret i byer i Maghreb som Fès, Tlemcen eller Tunis. Den spilles i nouba’er, lange rækker af sungne og instrumentale stykker. Orkestret består af oud, violinen holdt på knæet, rebab og slagtøj.
Begynd med en opsamling, hvis du opdager en kunstner. Den samler kunstnerens mest kendte sange på én enkelt plade. Bag på coveret står der ofte indspilningsåret for hver titel. Gå derefter videre til de originale album eller indspillede koncerter, som viser kunstneren over tid.
Til Oum Kalthoum bør du foretrække indspilninger af koncerter. En enkelt sang kan vare mere end 45 minutter med publikums reaktioner mellem versene. Disse lange versioner fungerer bedre på cd end på en vinylside.
Vinyl giver en varm lyd og et stort cover at se på. Den kræver en pladespiller med en tonearm og en nål i god stand. Tjek den angivne hastighed: 33 omdrejninger til et album, 45 til en single. En nyere genudgivelse er ofte presset på en tyk vinyl på 180 gram, som er mindre følsom over for deformering.
Cd’en er enklere: den kan afspilles på et stereoanlæg, i bilen eller på en bærbar afspiller. Den slides ikke ved afspilning. Dens indlægshæfte indeholder ofte sangteksterne, nogle gange oversat til fransk.
Hold en vinylplade i kanten og i det midterste mærkat, aldrig i rillerne. Fingrene efterlader fedt, som tiltrækker støv og får lyden til at knitre. Opbevar pladerne stående, aldrig i stabel, så de ikke deformeres.
Før hver afspilning skal du køre en kulfiberbørste over pladen langs rillerne. Skub hver vinylplade ned i et antistatisk omslag. Hold dem væk fra radiatorer og sollys: varme kan få en plade til at vride sig på få timer. Udskift de gamle papiromslag, som kan ridse rillerne hver gang pladen tages ud.
Hold en cd i kanterne og i hullet i midten. Tør den af med en blød klud, fra midten og udad, aldrig i cirkler. Sæt den tilbage i sit etui efter afspilning for at undgå ridser. Hvis en cd hopper, er en rengøring ofte nok til at få en normal afspilning tilbage.
Hvis du selv vil spille de rytmer, du hører, kan du opdage vores orientalske instrumenter. Hvis aftenen skal forlænges, har vores orientalske film også deres sange. Se hele afdelingen orientalsk musik og film.
